Utricularia graminifolia (Tropica nr. 049B) hører absolut til de mest spændende vandplanter - en kødædende vandplante som oven i købet danner et frisk-grønt sammenhængende tæppe i akvariet i løbet af et par måneder. Det er en vanskelig plante at starte op, men når den har fået fat får akvaristen en unik oplevelse. De små fangstblærer kan danne inspiration til mange lange diskussioner med familie og venner, da kødædende planter altid har en sikker tiltrækningskraft på folk.
Utricularia graminifolia "den insektædende forgrundsplante"
Af Ole Pedersen, Troels Andersen og Claus Christensen
Utricularia graminifolia tilhører Blærerodsfamilien og stammer fra Sydøstasien hvor den bl.a. er fundet i det sydlige Kina, Indien, Sri Lanka, Burma, Thailand, Laos og Vietnam. Her optræder den som både sumpplante og egentligt neddykket vandplante ved kilder og i mindre vandløb. Dens naturlige habitat er ofte overskygget og den optræder kun sjældent i fuldt sollys. Alle de steder vi har truffet den i naturen (Sri Lanka, Laos og Vietnam) voksede den i meget blødt vand, og vi havde store vanskeligheder med at holde den i live under hjemtransporten. Heldigvis er den plante, som nu produceres, langt mere hårdfør, og den er derfor velegnet som vandplante for specialisten. Utricularia aurea er en anden blærerod som af og til ses i handelen, men den ser imidlertid helt anderledes ud og optræder normalt som flydeplante med blade som kan minde om Ceratophyllum eller Myriophyllum arter.
Utricularia graminifolia hører til blærerodsfamilien som alle er kødædende planter og mange af dem er tilknyttet vand. Slægtsnavnet "Utricularia" refererer til fangstblæren, mens artsnavnet "graminifolia" betyder græsbladet. Netop dette adskiller den faktisk fra de ca. 210 arter af blærerod som p.t. er beskrevet. De små, fine græslignende blade danner en tæt taglagt struktur af frisk-grønne blade der normalt dækker fangstblærerne, som dannes på rodstænglerne men også på midtribben under bladene – deraf navnet blærerod. Blomsterne dannes kun når den gror på sump. Det der imidlertid gør Utricularia graminifolia speciel er de små ca. 2 mm store fangstblærer som i naturen fungerer som en klapfælde der fanger smådyr som søger beskyttelse under planten. Dyrene fortæres af enzymer i de små blærer og planten kan herefter optage de livsvigtige næringsstoffer som frigives fra dyrenes væv. Utricularia graminifolia gror ofte i meget næringsfattige områder, og det er derfor en stor fordel for dem at de selv kan skaffe sig kvælstof (N) og fosfor (P) ved at fange smådyrene i vandet.
Tropica dyrker Utricularia graminifolia på sump, og den leveres enten på Grodan eller på kokosdiscs.
Ved indplantningen deles klumpen op i 6 til 8 små stykker som plantes med op til 5 cm mellemrum i forgrunden af akvariet eller på skråningen i undervandslandskabet. Det er vigtigt at man bibeholder ca. 1 cm af Grodan'en eller kokosdisc'en så planten beholder noget af sin forankring.
Det er svært at plante de små blokke med Utricularia graminifolia hvis man ikke anvender en stor pincet. I begyndelsen bør man ikke udsætte planten for fuldt lys, men når den først har fået fat efter 6-8 uger kan lysmængden gradvis øges.
På dette tidspunkt har de små blokke også dannet et sammenhængende græsagtigt tæppe, og man bør nu begynde at gøde med PLANTENÆRING flydende for at undgå at jern- og manganmangel viser sig.
Vores erfaring viser at Utricularia graminifoliaUtricularia graminifolia er en forholdsvis spinkel plante og derfor anbefales det ikke at holde den sammen med gravende fisketyper. trives bedst ved pH 6,8 til 7,0 i vand med en hårdhedsgrad på 7-10 dKh. Tilsætning med CO2 er ikke strengt nødvendigt men det stimulerer som altid væksten markant. Selvom den plante som dyrkes kommercielt er langt mere hårdfør end den vilde type, kan indplantningen være kritisk, og planten kan være ekstremt følsom overfor miljøskifte. Vær derfor omhyggelig med at følge anvisningerne og hold andre hurtigvoksende planter væk fra de nyplantede blokke indtil planten for alvor har fået fat i det nye akvarium.
Udgivet med tilladelse fra Tropica.dk

