tropicaforsideSå er der kommet nyt katalog fra Tropica. Eller hvad?
Jo, Tropica's nye planteguide er da et katalog, men denne gang har Tropica lagt endnu mere vægt på akvaristen. Det er ikke blot en liste over de planter Tropica forhandler, men ligeså meget en guide til akvaristen, både nybegynderen, men også den garvede planteakvarist.
Nogle af os husker 'de gamle' grønne kataloger fra Tropica. Her var der også lagt mere vægt på akvaristen, med indretningsforslag og lignende, men ikke helt så meget som nu. Det forrige katalog var også fyldt med god information, men kataloget bar mere præg af at være et katalog, men denne gang har Tropica valgt at hæve standarden.
tropicaside6Allerede på side 6 begynder et afsnit dedikeret til akvaristen, hvor der indledes med et smukt indrettet akvarium, og en udførlig guide til hvordan akvariet skal indrettes for at opnå samme visuelle resultat. Siden er indelt i en beskrivelse i toppen, dernæst en oversigt over akvariet tekniske informationer, herunder volumen, lys, CO2,  og hvor lang tid akvaristen skal bruge på at passe akvariet.
Der er 5 akvarier beskrevet i kataloget, et klassisk layout, et til begynderen, et børnevejligt akvarium (med diverse krokodiller og andre fjollerier), et nanoakvarium & et showakvarium til den avancerede akvarist, alle med den samme udførlige gennemgang af indretningen.
Kataloget byder dernæst på en præsentation af de forskellige produktformer Tropica forhandler, før vi går over i det egentlige katalog, med de forskellige planter Tropica forhandler.
Der er dukket et par nye planter op i kataloget, og disse vil snart kunne købes hos din nærmeste Tropica forhandler. Her kan nævnes bl.a. Hygrophila pinnatifida, Lindernia rotundifolia, Myriophyllum mattogrossense, Pogostemon erectus, Polygonum sp. (Porto Velho, dog angiver Tropica ikke selv dette 'hobby' navn), Staurogyne sp. er også i kataloget, men forskellen fra sidste katalog er blot at planten har fået sit korrekte navn Staurogyne repens. Vallisneria americana var. asiatica er også ny på listen, og som den sidste nye plante har vi Vesicularia ferriei, bedre kendt som 'Weeping moss'.
Kataloget slutter af med endnu en sektion dedikeret til akvaristen, hvor der gives ideer til indretning, gode råd om akvariet generelt, en indplantningsvejledning vi også så sidste år, og som en ny hjælp, er der en oversigt over hvordan en nyindkøbt plante kan deles ud i flere portioner, og senere hen beskæres.
Der sluttes af med en vejledning omkring alger, og tilsidst 10 gode råd om et godt resultat med dit akvarium.
De sidste 3 sider dedikeres til Tropicas Gødningsprodukter og en indholdsfortegnelse over de forskellige planter.

Alt i alt har Tropica formået at forny deres katalog, eller planteguide, og gjort den endnu mere interessant for akvaristen. Planteguiden er fuld af god information, både til forhandleren og akvaristen.
Det er tydeligt at Tropica nu flytter fokus mere over på akvaristen, og på den måde skabe en tilfreds kundeskare, der har glæde af deres akvarieplanter i meget lang tid, og endda kan høste af planterne til ligesindede akvarister.

Planteguiden kommer på hylden i Danmark til 25 kr. og det kan kun anbefales at købe guiden med næste gang du besøger din lokale akvariebutik.

Du kan læse mere om det danske akvarieplantegartneri Tropica på adressen http://www.tropica.com