Som med alle andre planter i en prydhave, kræver det at man klipper, former og holder nede.
Det samme gælder i et planteakvarium, ellers går det hurtigt galt, og man ender med et kaos af lange stængelplanter, og store buske af roset-planter der skygger, og dækker for hinanden.
Takashi Amano gør meget ud af at trimme sine planter, så de vokser op i den form han ønsker. De flotte buske af stængelplanter, hvor stænglerne ligesom står med de laveste forrest, og gradvis højere bagud i busken. Dette opnår han ved at trimme stænglerne i de niveauer han ønsker de skal have, når de vokser op i den ønskede højde.
Dette opnås ved simpelthen at klippe de forreste planter helt ned, den næste række lidt højere, den næste højere igen, og så videre indtil man er igennem busken af planter.
Det er vigtigt at man er hård. Det er ligefør at jo hårdere man er ved planten, når man har saksen fremme, jo bedre. Stængelplanter bliver pænere, jo mere de bliver trimmet. Hver gang du klipper en stængel, dannes der typisk 2 nye skud. Disse skud skyder to nye stængler op, og det samme kan så gøres ved de to nye. Man kan i princippet lave en stor busk, med ganske få stængler plantet i bundlaget.
Mange former deres prydplanter med hårdhånd. De ved de nok skal komme igen, at planten bliver flottere hvis den holdes i form. Det samme gælder akvarieplanter.
Frem med saksen, og giv dine stængelplanter en ordentlig tur.
Et eksempel på en hård nedklipning, og resultatet derefter:
Før:

Efter:

Det tager selvfølgelig tid før planterne vokser op i den ønskede højde igen, en 2-4 uger, men sammenlignet med arbejdet i prydhaven, hækken, eller andet, så bliver planterne hurtigt flotte igen.
Så længe du sørger for et godt CO2 og næringsniveau, så kommer planterne sig hurtigt.
Her er et eksempel på hemianthus callitrichoides der også er klippet helt i bund. Det ligner lidt en afsvedet græsplæne.
Før:

Efter:

Man behøver strengt taget ikke flå planterne op af bundlaget. Bare trim dem ned med en saks. Tag dig tiden, og gør det ordentligt, så bliver resultatet, og det efterfølgende arbejde også derefter.
Du bliver bedre til at se plantens vækst og mønster, og dette hjælper dig med at forudse hvordan planten spreder sig i akvariet, når du planter ind.
Man kan bruge denne metode med de fleste stængelplanter, og bunddække planter. Græsarter og så videre.
Roset-planter som Cryptocoryner, Echinodorus osv. kan man selvfølgelig ikke gøre det det ved, og disse kræver mere metodisk arbejde. Ved disse planter hiver man individuelle blade af, nede ved rosetten, for at trimme.
Hvis man kan dække de nederste centimeter af stængelplanterne i akvariet, enten med andre planter, eller sten og rødder, så er det en god ide at klippe stænglen lige under denne "kant". På denne måde ser man ikke den nederste grimme del, men kun de flotte nye stængler der skyder op.
Skrevet af Martin Rask Thomsen ©2008
Billeder © Tom Barr

