| 27 December 2008
– den ukendte plante fra regnskoven i Brasilien
Staurogyne sp. (Tropica nr. 049G) er en frisk grøn, kompakt og stærk plante til forgrunden af akvariet.
Dens nærmeste slægtning i akvaristikken er Hygrophila, men Staurogyne sp. adskiller sig markant med sin kompakte, lave og buskeformede vækst og mindre, grønne blade.
Det var i 2005 at vi modtog planten fra en akvarist, og Tropica har selv besøgt findestedet for Staurogyne sp. Her voksede Staurogyne sp. på en klippe i floden Rio Cristalino i Mato Grosso i det sydlige Amazonas i Brasilien.
DNA-analyser viser, at nærmeste kendte planteart er af slægten Staurogyne, deraf navnet Staurogyne sp. Slægten Staurogyne er i samme familie som Hygrophila der også kendes fra Sydamerika.
Staurogyne sp. er en frisk grøn plante med stive brunlige stængler. Bladene er relativt små sammenlignet med Hygrophila-slægten, især under vand.
Staurogyne sp. er mere langsomt voksende end Hygrophila-arter. Salgspottens vækstform ligner Hygrophila med enkelte opretstående stængler, men også med flere lave, horizontale stængler fra basis af planten.
Det er især under vand at Staurogyne sp. adskiller sig fra de kendte arter fra Hygrophila-slægten. Staurogyne sp. er en plante til for og mellemgrund af akvariet.
Ved indplantning klippes eller nippes de længste skud af planten, og hver potte kan deles i to eller tre portioner og plantes i en gruppe.
Blade, som er vokset frem over vand, vil med tiden dø under vand, og kan med fordel fjernes ved indplantningen. Samtidig opnås at plantens struktur forbliver lav og kompakt frem for ranglet. Staurogyne sp. udvikler i akvariet nye horizontale skud fra basis af planten, som kryber hen over bunden af akvariet og danner et tæppe. Denne egenskab gør planten til en ideel forgrundsplante.
Tropica producerer Staurogyne sp. fra vævskultur, og udover at producere planten i potter, findes den også på lavasten (som AquaDecor i størrelse M og S). AquaDecor-varianten kan eksempelvis anvendes som dekoration sammen med planter fra potte i et landskab i for og mellemgrund af akvariet, men er også meget velegnet som kontrast til lave og mere lysegrønne forgrundsplanter såsom Heminanthus callitrichoides eller Utricularia graminifolia.
Ved indplantning af AquaDecor-varianten anbefaler vi ligeledes at nippe spidsen af de opretstående skud for at fremme den mest dekorative vækstform i akvariet.
Staurogyne sp. er en stærk og levedygtig plante – men det bedste resultat får man ved middel til højt lys og med CO2 tilsætning. Planten er desuden næringskrævende. Kombination af næring i bunden (substrat og gødningskapsler) samt løbende tilførsel af mikronæring i vandet (PLANTENÆRING flydende) er nødvendigt for at opretholde friske, grønne blade og fortsat udvikling af bunddækket. Såfremt man har nippet de længste skud af ved indplantning går der måneder før ny trimning i akvariet er påkrævet – herefter kan Staurogyne sp. passes løbende ved at nippe topskud af.
Staurogyne sp. er udover at være en excellent forgrundsplante til standardakvarier også yderst velegnet til nanoakvarier, da den er holdbar og relativ langsomt voksende samt lav og krybende i vækst. God fornøjelse med Staurogyne sp.
© Tropica - Bragt med tilladelse




