I naturen er R. limosella ekstremt følsom overfor eutrofiering, på grund af dens lave statur. Når vandet bliver fyldt med planktonalger, kan planten ikke bare vokse opad mod lyset, men dør på grund udskygning. Mange af dens naturlige levesteder er desuden truet af hydroelektriske installationer, hvor vandstanden ofte varierer flere meter over året for at sikre en konstant vandtilførsel til turbinerne, som laver strøm. I perioder med høj vandstand vil der ikke trænge tilstrækkelig med lys ned på dybt vand, og de planter der måtte gro her vil dø.
Planten blev bragt til Tropica med en sending Eleocharis fra New Zealand. R. limosella bliver produceret på sump, men den trives ligeså vel under vand, hvis blot dens meget høje lyskrav og krav om CO2 berigning af vandet imødekommes. Under disse optimale vækstbetingelser vil planten efter nogen tid danne et homogent plantedække, men den periode kan reduceres drastisk, hvis man bærer sig ad på følgende måde, når planten indplantes: hver potte med R. limosella fra Tropica indeholder op til 100 planter eller flere. Derfor bør tørven splittes op i mindst 8 små blokke, som så plantes med en pincet i en netstruktur med en afstand af ca. 5 cm. Herved vil man langt hurtigere opnå det ønskede plantedække. R. limosella er ideel som forgrundsplante eller i akvarier der er bygget op efter inspiration fra Nature Aqurium konceptet.
Af Ole Pedersen © Tropica Aquarium Plants - Bragt med tilladelse

