| 01 Maj 2009
De botaniske nomenklaturregler
Planternes navne består af to dele: et slægtsnavn, der står først og skrives med stort forbogstav, og et artsnavn, der som andet led skrives med lille.
Der anvendes latinske ord eller latiniserede ord. For at et navn skal være gyldigt, skal beskrivelsen af planten være i overensstemmelse med den botaniske 'kode' (den internationale kode for botanisk nomenklatur). Koden har til formål at sikre en international standardisering af planternes navne, og den indeholder et sæt regler og anbefalinger vedrørende nomenklatoriske spørgsmål.
Man har valgt Linné's 'Species Plantarium' fra 1753 som starttidspunkt. Det vil sige, at kun navne, der følger det binære nomenklatoriske system, og som er publiseret efter 1. maj 1753, regnes for gældende. For andre plantegrupper end blomsterplanterne findes andre starttidspunkter.
En af de vigtigste paragraffer omhandler prioritetsprincippet. Det vil sige at det ældst gyldigt ppubliserede navn skal bruges, også hvis planten f.eks. bliver overflyttet til en anden slægt. Flyttes planten til en anden rang, f.eks. undeart, har navnet dog ikke mere prioritet, selv om det anbefales, at det samme navn genbruges, hvis det er muligt. For hvert navn skal der findes et konserveret typeeksemplar.
For at være gyldigt skal et navn være ledsaget af en beskrivende diagnose (efter 1935 og på latin), og det skal være trykt i en bog eller i et videnskabeligt tidsskrift. Et illekgitimt navn er et navn, der ikke er i overensstemmelse med koden.
Synonymer er forskellige navn brugt om samme art.
Når to forskellige planter har samme navn, som f.eks. Cryptocoryne willisii Reitz (1908) og Cryptocoryne willisii Engl. ex Baum. (1909) er det sudste ugyldigt. Den pågældende plante skal så have et andet navn, som i dette tilfælde er Cryptocoryne undulata Wendt.
Den vigtigste systematiske enhed er en art. Flere arter samles i slægter, og slægter samles igen i familier, der igen samles i ordener, klasser osv. En art kan opdeles i underarter, vareteter og former i nævnte rækkefølge.
Når navnet på en plante citeres, skriver man ofte navnet på den person (autor), der har beskrevet arten, f.eks. Egeria densa Planchon. Hvis arten overføres til en anden slægt, sættes den oprindelige autor i parantes, mens den autor, der overflytter arten skrives bag parantesen, f.eks. Elodea densa (Planchon) Caspary. Tilsvarende fremgangsmåde anvendes hvis en art flyttes til en lavere rang (hvis man bruger det samme navn).
Det er dog således, at den varietet, der indeholden typen, automatisk får artsnavnet gentaget uden autor, f.eks. Acorus gramineus L. var. pusillus Engl.
Videre til del 2 - Systematik