| 13 Januar 2008
Mange af os planteakvarister ynder at bytte planter. Planterne vokser, de bliver for store, og helt naturligt vil der komme et overskud af de forskellige arter vi har i vores akvarium.
Og hvad skal man så gøre ved det?
Ja, et godt forslag vil være at bytte med andre. give planterne bort i god tjeneste, for at hjælpe andre, der måske mangler planter, eller er på jagt efter lige netop den art du har til overs.
Mange spørger tit til hvordan man skal sende planter, for at de har det bedst muligt under transporten. Det er jo en hård tur ude af vandet, i kulde, varme, sne, blæst, regn og det der er værre.
Gennem årene er mange metoder blevet afprøvet, og det er meget forskelligt hvilken metode folk vælger at bruge.
Generelt set er der jo ingen metode der er mere rigtig end andre, og det afhænger lige så meget af plantens stand ved afsendelse, som det handler om hvorvidt man har brugt "den korrekte" metode.
Ved forsendelse af planter bruges denne opskrift med succes:
Planten eller planterne tages op af akvariet, ligges i en spand, på en tallerken, eller hvad der nu lige er ved hånden til at opbevare planterne. Dette gør, foruden at lette arbejdet lidt, også at planterne lige får lov til at dryppe af. At sende planter fulde af vand, er ikke en god ide.
Når planterne der skal afsendes er samlet, opdeles planterne efter art. Hvordan ville du have det, hvis du modtog 9 arter, aller blandet sammen? Det er nemmere at mærke poserne med det korrekte latinske navn med det samme.

Planterne placeres i en lynlås pose af en passende størrelse, og med korrekt latinsk navn, og så er man klar til at pakke planten i en kuvert. Men hov.. lige inden posen stoppes i en kuvert, så tag lige og check posen. Ligger der vand i? Vandplanter skal jo have vand? ik?
Nej, når du skal sende planter er det bedste du kan gøre at tømme det overskydende vand, der samler sig i bunden af posen, af. En sø af vand i bunden af en pose, med planterester og andet snask, er ikke en god ide. Specielt om sommeren, hvor varmer rigtig sætter gang i forrådnelsesprocessen.
Ud med det resterende vand, klem så meget luft ud af lynlåsposen som muligt, uden at skade planten, og så er man klar.
Til forsendelse af de fleste planter, hvis mængden, eller størrelsen, ikke dikterer andet valg, er en almindelig boblekuvert ganske glimrende. Så længe der er nok plads i posen til planterne, og lidt beskyttelsesfor, som f.eks. lidt sammenkrøllet avispapir, så er man kørende.
Store planter, og store mængder planter, kræver selvfølgelig mere plads, større boblekuvert, eller en decideret papkasse.
De fleste der bytter planter, giver dem bort, eller sælger, aftaler at køberen betaler for fragten. På denne måde behøver man ikke spare på pladsen, størrelsen eller vægten, men kan pakke planterne, som de faktisk bør pakkes.
Står man uden visse af ingredienserne til en god planteforsendelse, må man lade sig inspirere.
Der er næsten altid fryseposer at finde i køkkenet. Disse inkluderer også et ganske fint skrivefelt, så man kan skrive navnet på planten på posen.
Som skrevet findes der mange metoder på en god planteforsendelse, men den beskrevne metoder herover, virker. Hver gang. Går der noget galt, så er det næsten altid fordi man ikke har fulgt de simple råd beskrevet her.
Af andre forslag fundet rundt omkring kan nævnes;
Forsendelse i poser fyldt med luft, så planterne ikke bliver klemt - Disse kan så vælte rundt inden i posen i stedet, og derved skade hinanden.
Forsendelse af planter i poser fyldt med vand - Denne metoder kan også virke, men kræver at posen er tæt, HELT tæt, og ikke har mulighed for at blive stødt så meget at posen revner. Igen vil forrådnelse være nemmere, da vandet, specielt om sommeren, sætter gang i nogle processer, der kan skade planterne mere end vandet vil gavne.
Forsendelse af planter pakket i avispapir. Våde, og tørre. Pakker man planter i våde aviser, vil man kunne komme ud for de samme ting, som hvis man sender planterne i poser fyldt med vand.
Vil man sende planterne i avis, så sørg for at aviserne er let fugtige. Ikke mere.
Sender man planterne pakket i tørre aviser, så er udkommet forhåbentligt nemt at gennemskue. Aviserne vil langsomt suge væsken ud af planterne, og derved sørge for at planterne ankommer i fin sprød stand.
Vil man sende mange planter, beskytte dem ekstra, eller bare kræse for planterne, og køberen, så anskaf nogle flamingokasser med låg. Disse beskytter planterne med stød, hjælper med at holde temperaturen, og sørger for at planterne kommer frem i god stand.
Når man skal finde ud af hvor meget fragten vil koste, så er det nemmeste at checke Post Danmark's hjemmeside. Hvis pakken eller brevet bliver forsinket pga. forkert frankering kan det have katastrofale konsekvenser for planterne.
Vil man være sikker på at pakken ankommer, så send pakken som en rigtig pakke, med tracking nummer. Så kan du følge pakken, sende tracking nummeret til modtageren, og til enhver tid bevise at pakken er sendt, ankommet, eller er forsinket.
For at opsummere de vigtigste ting.
Pak planterne, afdryppede, men let fugtige i lynlåsposer, tømt for eventuel overskydende vand fra planterne.
Pak posen i en boblekuvert af passende størrelse. Er posen og planterne for store, så vælg en stor kuvert, eller en papkasse.
Send med tracking nummer for at sikre at du altid har bevis på hvor pakken er. Dette er et valg man selv skal dømme om er nødvendig.
Sørg for korrekt frankering af pakken, for at forhindre forsinkelser.
Forhåbentligt kan denne artikel hjælpe til at sende planterne, rigtigt. Hver gang.




