Jeg har netop gennemført et forsøg med opdræt af Caridina gracilirostris - ofte kaldet "rednose shrimp" eller "Mosquito shrimp". Forsøget lykkedes og det er så vidt vides førstegangsopdræt i Danmark.
Jeg har derfor lovet forskellige mennesker, at jeg vil beskrive min fremgangsmåde.

caridina-gracilirostris-001





Jeg har brugt denne vejledning som udgangspunkt. Det er svært at følge en vejledning 100 %, da alt med biologi, jo har det med at ske i forskellige tempi og på forskellige tidspunkter, men en artikel er en god rettesnor at have.

caridina-gracilirostris-003 Yngel af Caridina gracilirostris kan kun udvikle sig i saltvand. I naturen sker det ved, at alle de små rejelarver skyller med vandet i floden, hvor de er klækket, ud i havet. Efter et stykke tid i saltvand gennemgår de en forvandling fra larver til den rejeform vi kender dem ved. Herefter svømmer de op i floden til det ferske vand igen. Det er den proces, vi skal forsøge at efterligne i akvariet.

24. august
Jeg havde haft et par hunner med æg gående i et lille 12 liters akvarium i et par dage, hvor vandet kom fra det akvarium, de gik i før. En af de ting, jeg har lært af forsøget er, at hvis man ikke ønsker at flytte de nyklækkede larver til et andet akvarium, men kun flytte hunrejerne tilbage, så er det vigtigt at støvsuge bunden af akvariet hver dag. De voksnes afføring kan blive et problem senere - og det er ikke til at støvsuge bunden når først, æggene er klækket.

En af hunnerne stod stille i vandet og virrede med de ben, hvorpå æggene sidder, under bagkroppen. Rundt om hende kunne man se nogle bittesmå støvlignende fnug i vandet. De ligner bittesmå kommaer - en prik med en tynd streg under sig.

Jeg kom en enkelt dråbe Liquifry i vandet. Liquifry er sikkert et fremragende foder til små fisk - og var det nok også til mine rejelarver, men jeg opdagede i løbet af nogle dage, at det lagde en hinde på bunden af akvariet, som der igen nogle dage senere begyndte at gro nogle svampelignende vækster i. Jeg er næsten sikker på, at det har givet en del problemer undervejs.
I mit næste forsøg vil jeg forsøge mig med phytoplankton som foder, indtil laverne er blevet til rejer og tilbage i ferskvand igen. Phytoplankton er naturligt forekommende og sviner ikke på samme måde. Overskydende plankton driver egentlig bare rundt som et "spisekammer" i akvariet indtil laverne æder det.

I løbet af et døgns tid klækkede den anden huns æg også og pudsigt nok skiftede begge hunner derefter skal. Jeg har læst et sted, at de ikke kan skifte skal så længe de bærer æg, men det er så åbenbart det første de gør efter ægklækningen.
De voksne rejer kom tilbage i det akvarium de kom fra og i det lille akvarium begyndte rejsen mod saltvand.

I mit næste forsøg, vil jeg prøve at gøre det lidt anderledes. I stedet for at lade larverne blive i det "beskidte" vand i det akvarium, hvor de voksne rejer har været, vil jeg suge dem op og sætte dem over i noget frisk vand, der er iltet og har modnet nogle dage. En mulighed kunne være at dette vand er halv styrke saltvand for at forkorte processen. Yngel af Caridina multidendata kan uden videre flyttes fra ferskvand til fuld styrke saltvand, så jeg kan ikke forestille mig, at det skulle være et problem for Caridina gracilirostris.

caridina-gracilirostris-004Jeg startede med at skifte en halv liter vand om dagen i den første uges tid. I den artikel, jeg linker til ovenfor, er alle målinger angivet som ppm og mine salinitetsmålere måler fra 1000 (ferskvand) og opefter. Jeg fik sjusset mig frem til, at jeg ville gå efter en salinitet på 1017 over ca. 1 måned. Jeg sjussede mig igen til, at en halv liter saltvand om dagen ville gøre tricket.


30. august (+ 5 dage)
Larverne er nu ca. dobbelt så store, som da de klækkede. Jeg er kommet til at se, at jeg ikke kan nå at få laverne i fuld styrke saltvand inden vi skal på en uges ferie i det jyske, så jeg tager chancen og begynder nu at skifte 1 liter vand fra akvariet med det tilsvarende saltvand, hver dag.

1. september (+ 7 dage)
Laverne er nu omkring 1 mm store og er blevet mere livlige. De sidder på bunden og glasset og spiser - og kan være svære at få øje på. Om morgenen, når der har været mørkt i rummet og kun lampen over akvariet er tændt, er de nemmest at se. Så svæver de rundt i lyset i toppen af akvariet.

Caridina_gracilirostris-1mm7. september (+ 13 dage)
Jeg er ved at nå fuld styrke saltvand - 14 dage før tid - og alt går tilsyneladende godt. Jeg var på vej på ferie og ville ikke overlade arbejdet til fiske-, hunde- og hus-passeren, så akvariet fik lov at passe sig selv den næste uge.

20. september (+26 dage)
Rejerne er vokset og er nu 2-3 mm. Det er stadig svært at vurdere hvor mange der er, for de flyder både frit rundt og sidder på glasset og på bunden. Vi nærmer os tidspunktet, hvor de bør ændre sig til "rejeform", men det ser ikke ud til at det er sket for nogen af dem endnu.
Der var fordampet en del af vandet i løbet af ugen og en måling viste at vandet havde en salinitet på
nøjagtigt 1.017 - den mængde salt, jeg forsøgte at opnå inden ferien, så nu er det bare at vente..

caridina-gracilirostris-005

25. september (+31 dage)
Her gik forsøget lidt ned ad bakke. Jeg mistede mange af larverne og der var ikke mange tilbage.
Jeg tror måske at problemet var forurening, da der groede noget bakterielignende på bunden sammen med algerne.

10. oktober (+46 dage)
I et par dage kunne jeg ikke få øje på nogen laver overhovedet, så forsøget var sådan set opgivet. Jeg satte lampen, der havde stået tændt hele døgnet, tilbage på timeren og havde besluttet at rense akvariet i weekenden og starte et nyt forsøg.
Pludselig fik jeg øje på 4 små rejer, der sad på glasset og guffede alger. Rejer! Ikke larver!
De var alle veludviklede, så jeg begyndte at skifte saltvandet ud med ferskvand. Jeg var lidt utålmodig, så jeg skiftede 1,5 liter vand.

11-10-2007 (+ 47 dage)
I dag opdagede jeg flere små rejer. Jeg har talt dem til omkring 15-20 stk. De er blevet nemmere at se, for de største af dem er begyndt at få farve. Gad vide om det er ferskvandet, der har startet et eller andet..

Jeg fortsatte med at skifte 1,5 liter vand hver dag. Jeg brugte en luftslange tilsluttet en stor luftsten til formålet. Luftstenen kom ned i akvariet og ved hjælp af hævertprincippet lod jeg vandet løbe ned i en 1,5 liter colaflaske.
Når flasken var fuld, kom jeg slangen over i en anden 1,5 liter colaflaske med ferskvand, der havde stået i et døgns tid og var blevet gennemluftet af en luftsten tilsluttet en pumpe. Flasken blev stillet over akvariet og så løb ferskvandet lige så stille ned i akvariet igennem luftstenen.

caridina-gracilirostris-006

18-10-2007 (+54 dage)
Jeg skiftede stadig 1,5 liter vand om dagen med ferskvand og nu var rejerne næsten helt tilbage i ferskvand. Det ser ud til at være sket helt uden problemer. I dag fik de deres første rigtige føde, da jeg modtog noget Biomax rejefoder. Det så ud til at være sagen, for de guffede løs af det med det samme.
Nu venter jeg så på at de bliver lidt større, så de kan flyttes over i et andet akvarium.




caridina-gracilirostris-007

28-10-2007 (+64 dage)
Nu har de små rejer fået deres flotte røde næser og har det tilsyneladende godt. De er i
hver fald meget livlige og svømmer meget frit omkring.

01-11-2007 (+68 dage)
De første rejer er blevet flyttet over i et rigtigt akvarium. Det er det samme akvarium som forældrene går i,
men de er adskilt fra forældrene i den ene halvdel af akvariet, der er delt med en filtersvamp. Man er jo lidt øm over sine "førstefødte", så de får lov at vokse sig lidt større der, inden de kommer ind til forældrene.


caridina-gracilirostris-011

Jeg har indtil videre flyttet 12 rejer og går og spejder efter flere i det lille akvarium, men jeg tror at det er, hvad der blev ud af forsøget. Det er ikke mange, for der har nok været 100-150 nyklækkede larver - og det har været hårdt arbejde, at skulle forberede og udskifte især saltvand i den første tid.


 

Caridina_gracilirostris-rednose
Derfor er jeg endnu ikke gået i gang med forsøg 2, men jeg tager tilløb til det. Jeg vil, som nævnt ovenfor, gøre flere ting anderledes i 2. forsøg, som jeg mener, kan være med til at få flere larver til at overleve i starten. Lad mig lige opsummere:

  • Liquifry vil jeg ikke bruge igen. I stedet vil jeg udelukkende bruge phytoplankton, der er en naturligt forekommende plankton, som ikke forurener på samme måde. Et par ml om dagen skulle være rigeligt.
  • Sørg for at holde pinligt rent på bunden af akvariet, mens hunnen er der med æg og hvis du ikke ønsker at flytte de nyklækkede larver. Hunnens afføring forurener helt vildt, så jeg vil måske vælge at suge larverne op med en luftslange og over i et lille rent akvarium med rent vand.

caridina-gracilirostris-012

  • Tilvænningen til saltvand kan muligvis foregå noget hurtigere end jeg gjorde det i mit første forsøg. Jeg har tidligere hældt larver af Caridina multidendata direkte fra ferskvand til saltvand uden noget synligt tab. Jeg tror dog at jeg i næste forsøg vil holde mig til at skifte 1,5 liter ferskvand med saltvand om dagen - altså samme hastighed som da rejerne kom fra salt- til ferskvand.

Hvis du har lyst til selv at forsøge, så rigtig god fornøjelse - og husk endelig at kontakte mig, hvis det lykkedes. Det kunne være sjovt at udveksle erfaringer.

caridina-gracilirostris-002

Lars Lautrup-Larsen.
lars(snabela)lautrup.dk