Denne måned tænkte jeg at vi kunne starte med at kigge på nogle specifikke planter som vi bruger i vores akvarier, og om hvordan de passer ind i det evolutionære skema.
Som med alle former for livet, begyndte livet for de primitive planter, i jordens dengang unge hav.
Selvom det er svært at skelne mellem planter og dyr på de mest primitive stadier af udviklingen, siges det at planter betragtes som de organismer der kan fremstille deres egen næring fra uorganiske stoffer, hvor dyr er organismer der optager organisk materiale.

Alger er blandt de mest primitive organismer hvor en cellekerne er til stede.

De første alger var fritsvævende, enkeltcellede organismer, men som tiden gik udvikledes flercellede, trådlignende former. Disse grønne alger var forfædrene til vores landplanter.

Som planterne udviklede forskelligartede dele, gav det planterne mulighed for atoverleve både på land og i vand. De fleste af moderne tids akvatiske

planter har terrestriske forfædre. De har bibeholdt mange af de anatomiske strukturer som tillod dem at leve et liv oppe af vandet, og mange planter bruger fortsat disse strukturer til at leve et amfibisk liv.

De næste planter der udviklede sig efter algerne, var levermosserne, mosserne (Bryophyta riget), padderokker og bregner (Pteridophyta riget) Denne måned fokuserer vi på levermos og mos.

Ordliste over forskellige udtryk brugt i teksten.

? Kutikula - et beskyttende voksagtigt lag på planten der beskytter plantens epidermis mod vandtab.

? Gamet - en celle der er beregnet til formering; primitive organismers gameter er ofte isogame, mens højere organismers gameter ofte er anisogame En gamet celle er en moden og funktionel haploid celle.

? Isogam - organismer som har ens hanlige og hunlige kønsceller; gælder for lavere organismer

?Anisogam - organismer som har forskellige hanlige og hunlige kønsceller; fx er mennesket anisogam

? Haploid - organismer som har en kromosombesætning hvori hver kromosomtype kun forekommer én gang; kønsceller som indgår i den kønnede formering, er haploide. Cellekernen fra 2 gameter smelter sammen i fertilisation, og danner en diploid zygote der vil udvikle sig til et nyt individ.

? Diploid - organismer som har to kromosomsæt der optræder parvis; næsten alle menneskelige celler er diploide

? Zygote - et befrugtet æg, dvs. en celle der er dannet ved sammensmeltning af en sædcelle og en ægcelle, og som ved deling udvikler sig til et nyt individ

? Gametofyt - en plante el. alge der tilhører den generation der er kønscellebærer; forekommer kun hos arter med generationsskifte. Individ af den haploid gamete-producerende generation, typisk dannet fra en haploid spore.

? Protonema - Et tidligt stadie af en bryofyts udvikling. Ordet betyder bogstaveligt talt "første tråd".

? Rhizoid - en hårlignende struktur fra en enkelt, eller flere celler, der fungerer som plantens anker.

? Sporofyt - Sporeproducerende diploid (anden fase hos en plante der har flere vækstgenerationer) Sporofytten dannes gennem foreningen af seksuelle celler dannet af gametofytten.

? Stomata - Spalteåbning. Åbning eller pore i epidermis hvor gasudveksling finder sted.

? Vaskulære planter - komplekse planter der indeholder kar til at transportere væsker rundt i planten.

Phylum (riget) Bryophyta

Mens planterne i riget Bryophyta stadig bibeholder visse ligheder med flercellede alger, har de også udviklet sig til at ligne de højerestående vaskulære (som har med transportkarrene at gøre) planter på flere måder.

Til fælles med flercellede alger har de en klart optegnet vekslen mellem generationerne, hvor den mest iøjnefaldende er den gamete-producerende. (Haploid-gametofyt).

Selvom medlemmer af dette rige ligner vaskulære planter på flere måder, er en af de vigtigste forskelle måde hvorpå deres celler deler sig. Denne er forskellig fra alle andre, på nær nogle få former for alger.

Som vaskulære planter har mossernes sporofytter stoma, eller spalteåbning, nogle mosser har også et kutikula på de dele der er over jorden.

De første bryofytter har vist sig i fossiler fra den Devoniske periode, ca. 350 millionersiden. De var meget lig de arter der eksisterer i dag. Fordi de første kendte fossiler med bevis på vaskulære planters eksistens daterer tilbage ca. 400 millioner år (den Siluriske periode) er det usandsynligt at vaskulære planter udviklede sig frabryofytter.

Sandsynligvis har både vaskulære planter, og bryofytter den samme forfader, der ville være en kompleks flercellet grøn alge og som sikkert udviklede sig imod livet på landjorden for ca. 500 millioner år siden (den Ordoviske periode). Fordi stomatas funktion er gas veksling og fordi stomata er fælles for både bryofytter og vaskulære planter, må den fælles forfader have udviklet sig mens algen tilpassede sig livet på land, men før bryofytter og vaskulære planter begyndte at forgrene sig.

Hvis de overhovedet er til stede, så er bryofytters blade en meget simpel konstruktion. De kan have en midterribbe der bruges til at transportere vand og opløste mineraler gennem bladet. En bryofyts gametofyt-del sidder som regel fæstnet til bundlaget via rhizoider som er en form for forlængede celler, eller et bånd af celler. I de fleste tilfælde tjener disse som en form for anker for planten, mens denne absorberer vand og næring direkte gennem bladene og plantens akse. Der er dog undtagelser blandt mosserne.

Hos visse mosser bruges rhizoidet til at trække vand op via kapillaritet. I disse tilfælde har planterne også en kutikula der hjælper med at fastholde fugt.

Den største forskel mellem bryofytter og vaskulære planter er den relative udvikling af de 2 skiftende udviklingstrin mellem sporofytter og gametofytter. Sporofytten er det dominerende udviklingstrin blandt vaskulære planter, mens gametofytten er undertrykt. Hos bryofytter er det gametofytten der er den dominerende, og sporofytten der er undertrykt. Sporofytten sidder fæstnet på gametofytten, og er til en vis grad afhængig af den for at få næring.

Bryofytten kan, og gør, reproducere seksuelt. Når bryofytternes sporer lander på et passende underlag, så spirer de. Det resulterende skud, eller spire, kaldes protonema, som betyder 'Første tråd.' Modne gametofytter udvikler fra protonemaet. Denne seksuelle reproduktion opleves meget sjældent i et akvarie, dog kan det ske i et mose-lignende terrarium, eller paludarium.

Bryofytter reproducerer sig også aseksuelt. En aseksuel metode er at udfra et enkelt protonema hvorfra der kan udspringe flere individuelle planter. Både hos mosser og levermosser kan et lille stykke af en gametofyt deles, og vil producere flere individuelle planter.

Herefter nedbrydes de gamle dele. De fleste akvarister er bekendte med denne form for reproduktion. Selv en lille del af et stykke levermossen Riccia fluitans, eller Javamos (Taxiphyllum barbieri) kan reproducere sig selv til at fylde et helt akvarie.

Levermosser (Klasse: Hepaticea)

Levermosser er generelt mindre i størrelse, og mindre fremtrædende end andre mosser. Selvom der er hundredvis af levermosarter så kendes kun 1 normalt i akvarier - Riccia fluitans. En gang i mellem kan man finde referencer til en anden Riccia art, R. rhenana, som eftersigende skulle være mere tilbøjelig til at synke end R. fluitans. R rhenana er lidt mørkere end R. fluitans og bladene er en smule mere rundede, og mindre udfladning end R. fluitans.

Begge planter er kosmopolitter, og er meget hårdføre. Mens begge planter kan være flotte i akvariet, så er de også meget nyttige som skjul til fiskeyngel, og som byggemateriale til redebyggende fisk. Planterne kan også være til stor gene pga. deres hurtige vækst. De fleste akvarister lader simpelthen Riccia flyde i overfladen af deres akvarie. Efter udgivelsen af Takashi Amanos bøger (1994a, 1994b) er det blevet populært at bruge Riccia som bunddække.

Tydeligvis er R. rhenana en bedre kandidat til denne metode, men R. fluitans kan også bruges. Det er nemmest at lade Ricciaen danne en tyk måtte i overfladen af vandet før man prøver at fæstne det til de sten man vil bruge som bunddække. Riccia måtten kan gøres mere stabil og sammenhængende ved at lade den vokse sammen med enten Javamos eller blærerod (Utricularia). Disse planter, med længere forgreninger, vil holde de mindre stykker Riccia sammen. Måtter af Riccia vil ofte dannes på bunden af lavt stillestående vand i små naturlige, eller menneskeskabte søer.

Ofte vil disse klumper have nok grus eller jord fæstnet til undersiden, at de vil synke, til bunds i akvariet, af dem selv.

Når en Riccia måtte (med eller uden andre planter) er blevet formet, så kan den fæstnes til en sten. De kan bindes fast ved at bruge tynd snor, eller fiskeline tvundet rundt om måtten i alle retninger. En anden simpel metode, foreslået af folkene hos Tropica, er at købe noget fintmasket hårnet på apoteket. Disse kan klippes i halve, og bruges til at lave en 'Riccia sten.' Riccia brugt som bunddække i akvariet, er ikke problemfrit. Det skal trimmes regelmæssigt, ellers vil det vokse fri, og udover sit net, eller fri af linen. Sker dette vil de inderste dele ikke få nok lys, og vil begynde at dø. Ricciaen vil så begynde at løsne sig fra stenen, og flyde op til overflade. For at undgå denne situation skal du sørge for at give dine Riccia sten en regelmæssig klipning.

Husk også at selvom Riccia glædeligt vil vokse i overfladen i selv moderat belyste akvarier, skal Riccia have kraftigt lys for at forblive kompakt, og for at vokse godt på bunden af akvariet. Riccia kan også dyrkes nemt som bunddække over vand, i et fugtigt terrarium, med fugtigt

bundlag. Det er rigtig flot omkring roden af større planter.

Mosser ( Klasse: Musci )

Hos mosser er gametofytten sædvanligvis bladlignende, og opretstående i modsætning til levermossernes udfladende vane.
Mosserne kan besidde gametofytter i størrelse fra 2mm til mere end 2 fod i længden. Bladene er generelt kun et cellelag tykt, og kan variere fra meget simple til meget komplekse.
Alle mosser har multicellede rhizoider. Nogle mosser har gametofytter der er ikke-forgrenende og opretstående, og danner tætsiddende klumper eller puder som dem man finder i fugtige områder med træer.
Andre mosser kryber henover det de vokser på, og mange er forgrenede med sporofytter placeret sidevejs. Interessant nok så udviser 2 af de normale mosarter brugt i akvariet, Taxiphyllum barbieri og Fontinalis antipyretica, begge vækstformer. De vokser som korte hævede puder når de dyrkes over vand, derimod har den akvatiske form en fjeragtige, forgrenet vækst.

Mosser er i stand til at reproducere sig seksuelt, og aseksuelt, men i akvariet vil man normalt kun se den aseksuelle variant. I situationer hvor planter tillades at vokse emerst, kan man være heldig at opleve udviklingen af forlængede sporofytter der, hvis de får lov til at udvikle sig helt, vil udsende sporer der kan starte den næste generation af gametofytter.
Som med levermosserne, så er det eneste der er nødvendigt for aseksuel reproduktion, et lille stykke af gametofytten. Ud af dette lille stykke, kan en helt ny individuel plante udvikle sig. Begge nævnte mosarter er tolerante overfor meget lavt belysning. Java mos (Taxiphyllum barbieri) er meget populær hos killi-folk, specifikt fordi den klarer sig ekstremt godt i små killi akvarier, med meget dæmpet belysning.
Javamos er tolerant overfor en bred vifte af temperaturer og vil klare sig fint ved temperaturer fra 20 grader Celcius op til midt i de 26. Fontinalis antipyretica på den anden side, foretrækker køligere temperaturer. Den vil klare sig bedst i vand der ikke er varmere end 20-26° Celcius. Begge planter vil vokse godt hvis de får lov til at flyde rundt i akvariet, men de er mere dekorative hvis de fæstnes på en form for struktur, som f.eks. sten eller en trærod.
De kan bindes fast lige som Riccia, men en meget simpel måde at fæstne mos til trærødder, er at bruge en hæfteklammepistol. Hæfteklammerne ruster hurtigt, og er næstenhelt usynlige mod det mørke træ. Når de er fæstnet til sådan et bundlag så vil både Javamos og Fontinalis antipyretica udvikle smukke lange blondelignende vækst, der svejeri strømmen.