Denne Hemianthus-art danner på kort tid et lavt, tæt og frisk grønt tæppe hen over bunden i akvariet. Iltbobler på bladene leger med lyset og skaber således den perfekte forgrundsdekoration. Hemianthus callitrichoides kan både udplantes i substratet eller sættes fast imellem rodstykker eller sten og er egnet til både større og mindre akvarier.




rock_largeFoto Oliver Knott

Hemianthus callitrichoides (048B) er fundet af Tropicas stifter, Holger Windeløv, i tørtiden i en stenet flod ved byen Las Pozas, ca. 90 km vest for Havana på Cuba. Her voksede den ca. en halv meter over vandspejlet i en aflejring af grus mellem store sten. Planten fremtrådte som en tæt, lav pudeform. Selv ved kraftig vandføring vil planten således ikke blive revet løs, og spor efter sidste høje vandstand viste at planten ville vokse på ca. 1 meters dybde ved højeste vandstand. Hemianthus callitrchoides vokser ifølge vores oplysninger kun på Cuba, mens eksempelvis Hemianthus micranthemoides (048A) også vokser i Nordamerika. Hemianthus callitrichoides hører til Scrophulariaceae familien og er således nært beslægtet med Callitriche-arterne (Vandstjerne) som ligeledes er hyppigt forekommende i tempererede dele af verden



Hemianthus callitrichoides har en lav pudevækst (3-6 cm høj), og cuba_largeadskiller sig således fra Hemianthus micranthenoides ved kortere internodier og meget mindre blade. Atypiske blomster har hjulpet til at artsbestemme og fastlægge forskellen på de to Hemianthus-arter. Med kun 4 bægerblade (normalt 5), kun 3 kronblade (normalt 5) og kun et rum i frugten (normalt 2) adskiller Hemianthus callitrichoides sig fra Hemianthus micranthenoides. Bladene er endvidere mere mørke grønne end hos Hemianthus micranthenoides.

Tropica dyrker Hemianthus callitrichoides emergent (på sump) både i stenuld og på kokosdics til Aquacuben. Ved tilplantningen i akvariet plantes Hemianthus callitrichoides bedst i en større sammenhængende gruppe i forgrunden. En enkelt potte af Hemianthus callitrichoides i stenuld kan nemt deles i 7-8 portioner, der sættes med få centimeters mellemrum. Indenfor 3-4 uger vil planterne vokse sammen i et tæt tæppe. Hemianthus callitrichoides er ligeledes særdeles velegnet som forgrundsplante i Aqaucuben, hvor den med sine mange små iltbobler bidrager til en yderst dekorativ oplevelse.

bubble_largeHemianthus callitrichoides er egentlig ikke særligt lyskrævende, men jo mere lys den har til rådighed, jo lavere og mere kompakt bliver dens vækstform. Under dårligere lysbetingelser bliver planten længere (op til 20 cm) mens gode lysforhold befordrer den lave og kompakte vækst. Planten er hurtigvoksende og har derfor brug for gødning (typisk efter 3-4 uger) med mindre man har mange fisk i sit akvarium. Jernmangel optræder af og til og vil typisk være synlig ved at de yngste blade bliver hvidgule, men det kan nemt afhjælpes ved at bruge PLANTENÆRING flydende i de anbefalede dosseringer. Ved kraftig vækst kan planterne beskæres som en græsplæne, men det er ikke strengt nødvendigt. CO2 tilsætning skaber som altid ekstra vækst, og kan fremme dannelsen af de dekorative iltbobler, men planten kan også klare forhold uden ekstra CO2 tilsætning. Planten trives bedst ved 25-26 grader, men klarer sig i et bredt temperaturinterval fra 20 til 28 °C.

Hemianthus callitrichoides er formodentlig en af de bedste og nemmeste forgrundsplanter vi har, da den hurtigt danner et lavt tæppe og er med til at pryde akvariet med udviklingen af iltbobler på bladene. Mange planter kan dog nemt vokse ind over Hemianthus callitrichoides og tilgrænsende planter skal derfor jævnligt beskæres for at undgå at de overvokser Hemianthus callitrichoides.

Hemianthus callitrichoides er relativ ny i vores hobby og er derfor nærmest ubeskrevet. Selve planten er beskrevet i en spansk flora (Flora de Cuba) og der er nogle erfaringer fra akvariet i nedenstående artikel.

Litteratur:
Kramer H-G (2002) Flora Aquatica: Hemianthus callitrichoides. Aquarium Heute 74.

Skrevet af Troels Andersen, Tropica