Bonzai akvarie.jpg
Et gammelt foto af mit første "Bonsai-akvarie" der lider næringsmangel (8/6 2006)












Indledning

"lille træ i skål"

Det er hvad "bonsai" betyder på kinesisk. I denne artikel er der dog hverken tale et lille træ eller en skål.

Der er tale om vandplanter og akvarier, men "bonsai" er mit bedste bud på hvad det kan sammenlignes med.
Når man taler om meget små akvarier, er det blevet moderne at kalde dem Nano-akvarier.
I Nano-akvarier anbringer man små planter som er små fra naturens side.
Hvad kalder man det så, hvis man har et lille akvarium med store planter som bliver holdt meget små?


Jeg har valgt midlertidigt at kalde det "aquabonsai" og "bonsai akvarium" indtil jeg har fundet et bedre ord for det. For mig startede det hele med at jeg i 2003 gerne ville have et bonsai træ, men jeg ville ha` det NU og det skulle ikke tage 30 år at knipse og klemme det frem. Efter at have grublet noget over det, kom jeg på den tanke at det hele må gå meget hurtigere hvis det forgik under vand!


Så jeg søgte på nettet for at finde noget om "bonsai vandplanter", men der var intet at finde. Lidt senere fik jeg nogle små algekugler billigt, men de var for underlige i sig selv, og passede ikke ind nogle steder i normale akvarier. Jeg lagde dem i et lille akvarium og stillede dem i mit vindue sammen med et andet lille akvarium med lidt hornblad i. Akvariet med hornblad blev snart til en grøn algesuppe, men akvariet med de små algebolde havde det fineste rene vand og der var næsten ingen andre alger at spore.

Jeg forsøgte mig lidt frem og i slutningen af 2004 gik jeg i gang med at lave landskaber af mine algekugler. Kort efter kom jeg i tanke om mit gamle bonsai projekt, og mit første bonsai akvarium var skabt.

Siden da har jeg forsøgt mig med små urtepotter med bonsai vandplanter i, og fundet ud af hvilke der er værd at bruge.

I 2006 viste jeg så mit lille akvarium frem på Internettet. Jeg fik en masse god feedback på det, og så blev det hele meget sjovere. Nu har jeg en hel stak af ideer på papir og 3 bonsai akvarier på min hylde, så nu syntes jeg det er på tide at fortælle om mine erfaringer med at holde små akvarier og bonsai vandplanter.

Opbygning


Små planter & små akvarier.

I princippet kan man bruge alle typer akvarier til bonsai planter, men store akvarier på over 50L er hårde at vedligeholde og svære at indrette, de kan kræve mange timer hver uge med beskæring, og man opnår næppe den samme flotte effekt som med et lille akvarie.
Det ideelle akvarie er 20-40cm bredt, 15-30cm dybt og 20-30cm højt. Det giver en volumen på 6-30L
Om akvariet skal være åbent eller lukket er op til en selv, men der er mindst vedligeholdelse ved et lukket akvarie, og det giver den bedste visuelle effekt, da lyset bliver holdt inden i akvariet som den måde danner et lille levende billede.

Udstyr er der ikke meget af.

Et bonsai akvarie kræver ikke meget udstyr, de mest simple kræver faktisk kun en lampe. Men har man mange planter, der optager gødningen igennem bladene kan det blive nødvendigt med en cirkulations-pumpe. Der er også mange planter og andre beboere der kræver en højere temperatur end vi normalt har i vores hjem, og så må man bruge et varmelegeme der kan være fuldt neddykket. I dag kan man også få nogle varmemåtter man kan lægge under akvariet, og som klart ville være at anbefale, da intet udstyr kan skjules i et så lille akvarie. Jeg har også set små indvendige filterpumper med varmelegeme indbygget, men de er dog relativt dyre. Mit bedste råd er dog "keep it simple".

Belysning

Disse små akvarier kræver ikke store lyskilder da de er forholdstvist lave. Normalt vil man stræbe efter at have et minimum på 60.000 lux i et planteakvarium, men i et bonsai-akvarie som er dem jeg arbejder med er 15.000 til 50.000 lux tilstrækkeligt. For at udregne lux og få styr på lyset, er artiklen "Den praktiske guide til lys og gødning" guld værd.

Det er en god ide at starte med 50-80.000 lux og så lægge papirstrimler under lampen indtil man finder en passende lysstyrke.

Begreber om lysmængde brugt i denne artikel:
Meget lavt: 0-15000lux
Lavt: 15000-30000lux
Middel: 30000-60000lux
Stort: 60-80000lux
Meget stort: 80- til over 100000lux

- Sparepærer er den bedste belysning til små og mellemstore akvarier. De er billige i drift og kan bruges i mange armaturer. Dertil har jeg oplevet en meget tættere plantevækst i akvarier med sparepære end med lysstofrør, HQI og halogen. Dette her skyldes at der som regl er meget rødt lys i sparepære i forhold til andre lyskilder. Den tætte vækst gør det en del nemmere at holde bonsai vandplanter små.

- Lysstofrør ville være mit andet valg. I dag kan man må få nogle meget små og tynde lysstofrør, T2 med ø6mm og T4 med ø12. Med disse rør vil man kunne lavet et meget elegant "slimline" armatur. T2 og T4 rør er ikke autoriseret plante-rør, men det skal man ikke hænge sig så meget i. Har man plads til flere rør, vil jeg anbefale at blande lystyper. Evt. 2 x hvide rør og 1x rødligt rør.

- T5 og T8 rør som man normalt bruger til planteakvarier er tit for store til de små akvarier, men de giver adgang til et bredere udvalg af lystyper. Der er dog lige kommet nogle nye kompakte T5 rør på markedet, det er dobbeltrør med et højt output som tilmed er billigere end almindelige T5 og T8 rør.

- Halogen kan med fordel bruges over et åbent akvarie, beregn ca. 20W pr. 10L vand, og en afstand på mindst 15cm fra vandoverfladen for at undgå ekstrem fordampning. Har man glas på akvariet skal man indstille afstanden sådan at glasset ikke bliver varmt. Man kan evt. bruge polycarbonat eller plexiglas.

Akvarieindretning:

Der er ingen regler for indretningen, man skal bare huske at det skal være småt. En god ide er at efterligne naturen. Jeg vil ikke bruge tid på at forklare om indretning da der findes allerede nogle rigtig gode artikler om det på nettet.

http://www.akvarieplanter.dk/aquascaping.html

http://www.akvarieplanter.dk/noter-fra-aga-2004.html


Baggrund

I de fleste tilfælde er det flottest at bruge en sort baggrund uden for akvariet, eller en tæt, tynd og sort filtersvamp inde i akvariet.
Fordelen ved en indvendig baggrunds-filtersvamp er, at det er muligt at skjule et varmelegeme, og samtidigt give lidt vandcirkulation med en lille skjult pumpe. Filtersvampen er samtidigt med til at rense vandet for div. synligt skidt og har desuden en begrænset funktion som biologisk filter.
Vil man have en udvendig baggrund kan det anbefales at man bruger en tynd flamingo plade, som evt. er spartlet ud for at fylde huller. Den kan males mat-sort med alm. vægmaling og sættes fast med silikone eller tape. Den har samtidigt en isolerende effekt som er med til at holde på varmen.
En hjemmelavet indvendig Alfix baggrund er også en mulighed, men det kræver et dybere akvarie for at give en god effekt. Der findes gode beskrivelser af hvordan man bygger en alfix-baggrund flere steder på Internettet.

http://www.akvariesiden.dk/akvariet/vis_artikel_ny.php?id=294

http://www.akvariesiden.dk/akvariet/vis_artikel_ny.php?id=550

Bonsai-vandplanter


Cladophora aegagropila

Bonsai højde: 1-15cm
Bonsai bredde: 1-15cm
Temperatur: 5-28 grader
Lys betingelser: lav
pH: 6-8,5
Sværhedsgrad: Let

Kan egentlig ikke holdes lille som en bonsai-vandplante, men den er så tæt forbundet med disse akvarier, at jeg nu alligevel vil nævne den. Dog ikke her, men i en meget uddybende artikel som jeg har skrevet i samarbejde med Martin Razk.
LINK (kommer snart)
image003.jpg

Nymphaea pubescens - lotus

Bonsai højde: 1-4cm
Bonsai bredde: 3-6 cm
Temperatur: 22-30 grader
Lys betingelser: middel
pH: 5-8
Sværhedsgrad: middel til svær

Åkander er efter min mening den bedste bonsai vandplante, den skaber den rette stemning og imponere alle.

Åkander kan være svære at få i vækst, og de kan blive meget svage ved beskæring af rødder hvis de ikke har en knold.

Man tager planten som stikling med blade som er under 5 cm lange. Stængelens længde har ingen betydning og nye skud vil indrette
længden efter belysnings intensiteten.

Ved indplantningen skal man bare passe på at man ikke maser stænglerne, da bladet så vil dø.
Stiklingen behøver ikke at have en knold, men det er klart en fordel, for så den har ekstra energi til at slå rødder med.

Ved indplantningen plantes den med knolden over bundlaget, og med rødderne ibundlaget. Rødderne skal beskæres til 2-3cm længde.

Bundlaget skal være min. 1,5 cm tykt og have en meget fin kornstørrelse (1-2mm).
Ler-gødning eller anden bundgødning er strengt nødvendigt.
Beskæringen sker når bladene bliver for store til
omgivelserne, -generelt når de er 3-5cm. I starten er det nok, at klippe de store blade af, men der skal helst være 2 blade på planten.
Senere kan man beskære rødderne, men man må ikke spare på bundgødningen.

Bladstørrelse som bonsai er 6mm til 3cm. Naturlig størrelse er 10 til 25cm.



image007.jpgimage005.jpg
Cryptocoryner

Bonsai højde: 2-4cm
Bonsai bredde: 2-3 cm
Temperatur: (18)20-30 grader
Lys betingelser: middel
pH: 5,5-8
Sværhedsgrad: middel

Nogle Cryptocoryner kan være svære i starten,
men jeg har haft stort held med flere wendtii
arter, og den lille becketti petchii gøre det
også rigtig godt som bonsai. Indplantes som
stikling eller fra sump, med 2 cm rødder og
små blade. Lergødning er nødvendig, 2-3cm fint bundlag.
image009.jpg


Anubias barteri var. nana

Bonsai højde: 2-4cm
Bonsai bredde: 2-3 cm
Temperatur: (18)20-30 grader
Lys betingelser: lavt
pH: 5,5-8
Sværhedsgrad: middel til svær

En flot plante der kan holdes meget lille. Den er
dog svær at holde over flere år, da planten
vokser så langsomt at den ikke når, at sætte nye
blade før de gamle er for store.
Man beskærer ved at studse 50% af rødderne
1-3 gange om året. Alle blade på planten er lige
store uanset alderen på dem, så man skal kun
klippe bladene af hvis der er for mange.

image011.jpg



Microsorum pteropus

Bonsai højde: 2cm
Bonsai bredde: 1-2 cm
Temperatur: 18-30 grader
Lys betingelser: lavt
pH: 5-8
Sværhedsgrad: Let


Meget nem plante, der pynter på sten og rødder. Den kan dog give problemer hvis der ikke er nok gødning i vandet. Varianterne "Narrow" og "Windeløvâ" er at anbefale, men alle Microsorum pteropus planter er nemme at holde. Beskæres på rødder og især blade. (Læs mere om Microsorum pteropus før du indplanter)

Juncus repens

Bonsai højde: 3cm
Bonsai bredde: 3-5 cm
Temperatur: 15-30 grader
Lys betingelser: middel
pH: 5-8
Sværhedsgrad: Middel til Svær

Sideskud af denne planter er virkelig flotte med deres tætte lysegrønne"bambus" agtige udsende. Jeg har ikke prøvet denne plante så længe men den lader til at være mulig at holde og vokser ikke så hurtigt. Kræver gødning ved rødder, og er sart ved indplantning. Beskæres ved at nippe lidt af rødderne af og til.


Echinodorus tenellus

Bonsai højde: 2-3cm
Bonsai bredde: 1-3 cm
Temperatur: 19-30 grader
Lys betingelser: middel
pH: 5,5-8
Sværhedsgrad: middel


Den vil ikke danne den tætte buskede form uden hjælp, men er ret nem at holde så længe der ikke er for koldt. 24 grader virker bedst hos mig. Kræver bundgødning. Kan give en flot græs/løv effekt og er mulig at indplante i Cladophora aegagropila. Ved stærk belysning kan den blive meget stor.

Lilaeopsis brasiliensis

Bonsai højde: 1-2+ cm

Bonsai bredde: 1-3 cm

Temperatur: 15-26 grader

Lys betingelser: middel til stort

pH: 6-8

Sværhedsgrad: middel

Den er ikke så svær som man kan læse om den. Den holder sig meget lille under sparsomme forhold. Den vil ikke danne nogen tæt bevoksning, men vil lave lange udløbere. Den kan fint indplantes i Cladophora aegagropila. Gødning er ikke strengt nødvendigt, men oftest anbefalelsesværdigt. Co2 kan også være nødvendigt.

Generelle tips om beskæring.

- Grundstillede planter (planter hvis blade vokser direkte fra roden).
Beskær rødder ned til 2cm, evt. kun halvdelen af rødderne, hvis de resterende ikke bliver taget op af bundlaget. Klip kun få blade af ad gangen, lad mindst to blade blive tilbage (de mindste). Sørg altid for at der er bundgødning ved genplantningen.

- Stængel planter (planter hvis blade går ud fra en grundstængel der er fæstnet i bundlaget).
Jeg har ikke haft held med stængelplanter og har derfor ikke brugt meget tid på dem. De kan holdes lidt mindre ved at beskære rødder, og klippe gamle stængler af, men det holder ikke længe pga. deres hurtige vækst. Man kan også give dem meget svære forhold; dvs. ingen bundgødning og næsten ingen gødning i vandet, men det vil resultere i et trist udsende, dog vil de være en hel del mindre.

- Rodløse planter (planter uden rødder, som mosser og alger).
Mosser, leverplanter og alger er ikke egnet til bonsai, men de er meget smukke kontraster til de små planter.

De optager al, eller næsten al næring via blade og ikke rødder ligesom stængelplanter. Det er muligt at give Cladophora aegagropila et mere kompakt udsende ved at gro den på sump, hvor kun bunden af kuglen er dækket af vand. Men det holder kun i få måneder efter den er blevet fuldt neddykket igen.

Mosser har jeg ingen held haft med. Nedsætter jeg gødningen eller lyset så mosset vækst næsten går i stå bliver den enten ranglet eller svinder ind. Klipper jeg derimod spiserne på mossets "grene" ser det ud til at væksten stopper midlertidigt men det er et ringe trøst da det gror meget hurtigt, og mosset bliver ikke mindre i bladene. Så bonsai egenskaber har alger og mosser ikke, men de er meget smukke kontraster til de små planter.

Der findes endda nogle dværg udgaver af Monosolenium tenerum ''Pellia'' og Riccia fluitans

- Flydeplanter (Planter der ligger på overfladen, eller lige under).
nogle flydeplanter kan faktisk holdes mindre end den naturlige størrelse ved at beskære rødder og nippe blade af, men det nemmeste er nu at have nogle moderplanter i et andet akvarie som man tager de nye skud fra. som er yderst velegnet men meget sjældne. De kan ikke købes i forretninger, så den eneste måde at skaffe dem på, er ved at spørge omkring hos andre planteakvarister.

- Beskæring af blade.
Blad-beskæring er den metode man bruger til hverdag for at holde væksten nede, så man ikke skal beskære rødder for tit. Man nipper gamle, store og uønskede blade af. Bladbeskæring må ikke ske samtidigt, lige før, eller lige efter en rodbeskæring, da planten så har brug for ekstra kræfter for at overleve.

- Beskæring af rødder.
Man beskærer rødder når nye blade bliver for store, eller når nye skud kommer for hyppigt. Klip aldrig rødderne af for tæt på â€?grundstammenâ€? gerne ca. 2cm fra. Hvis man har et meget tyndt bundlag kan man skære af helt ned til 1cm fra "grundstammen", men dette gøre planten betydeligt svagere.
Rodbeskæring må ikke ske samtidigt, lige før, eller lige efter en blad-beskæring da planten har brug for ekstra kræfter for at overleve. Husk bundgødning hver gang rødderne beskæres.

Andre planter

Man kan også have andre planter der er små fra naturens side i sit bonsai-akvarium (som supplement).
Her er nogle der kan bruges:

Hemianthus callitrichoides ''Cuba''
Ceratophyllum demersum - hornblad
Cladophora aegagropila
Rotala rotundifolia
Pogostemon helferi
Sagittaria subulata
Anubias barteri var. nana 'Petite'
Littorella uniflora
Riccia fluitans
Diverse mosser

Fisk og rejer

Fisk

Fisk i bonsai-akvarier bruges egentlig kun som
pynt og som gødningsproducenter til
planterne.

Da bonsai-akvarierne er meget små har man
kun en lille flok fisk, og det skal helst være unge
fisk, da pladsen er trang og størrelsen skal passe
til de små planter.

Eksempler på gode ungfisk til bonsai:
Guppy, platty, rødhalet rasbora, kileplet barbe,
øksefisk, guld tetra, sort neon, rød neon,
små maller og dværg kuglefisk.
image013.jpg


Rejer

Det er svært at forstille sig et bonsai akvarie
uden rejer.
De virker som små køer der går og græsser
i minilandskabet.
Rejer er også de eneste dyr man kan have i et
vedligeholdelsesfrit akvarie, da de normalt ikke
behøver at blive fodret, hvis bare der er planter
og alger nok.
De er meget robuste og de fleste
klare sig fint ved stuetemperatur.

Jeg har ikke oplevet at rejer har hoppet op
af et trygt og vel indrettet åbent akvarie, men
hvis de har mange skjulesteder, kan de i de
første måneder virke noget usynlige. Der
findes mange arter af ferskvandsrejer, så det
er om
at vælge den rigtige reje til sit akvarium.
Hvis man er i tvivl kan jeg anbefale
at besøge rejesite.dk

Det er ikke altid en fordel at have farverige
rejer,
da de trækker opmærksomheden fra planterne.
Gennemsigtige, grønne og brune rejer er at
anbefale, gerne som unger.
Rejer er desuden gode algeædere, og kan
tilsyneladende ikke
lide algen Cladophora aegagropila. Rejerne er
også fine til atrense bunden for små døde
planterester og fiskefoderrester.
image014.jpg

Kemi

Vandskift

Det er altid en god ide at skifte 25% af vandet hver uge, især i starten hvor man gerne vil have at planterne vokser hurtigt. Akvarier uden, eller med en meget lille bestand af Cladophora aegagropila kræver regelmæssige vandskift hele akvariets levetid. Har man fisk eller fodrer man sine beboere ofte, er vandskift også påkrævet.

Gødning
Bundgødningen er et meget vigtig del af at holde bonsai vandplanter. Der må aldrig mangle bundgødning da planterne er svage det meste af tiden og derfor har brug for lettilgængelige gødningstoffer.
Der findes flere typer i handlen;

- Tabletform: tabletter er generelt en dårlig ide i små akvarier da de rådner meget let og derfor hurtigt kan køre vandkemien ud på et sidespor. Det gode ved dem er at de ikke efterlader synlige spor.

- Lergødning: Ler er ofte en rigtig god løsning til planter, da det indeholder store mængder jern og andre mikronæringsstoffer. Kvaliteten af købt lergødning variere lidt og nogle gange er ren dekorationsler lige så god.
En god lergødning er nem at lave: Tag en passende mængde ler (rødler er bedst pga. meget let optageligt jern) og 5-10% sphagnum i små stykker. Man kan også tilføre flydende gødning samt flydende jerngødning til blandningen. Jeg tager normalt tørt ler og blander flydende gødning i, til det har en hundelorts konsistens, og så hælder jeg lige et godt skvat jerngødning i også. Leret trilles i kugler som kan placeres efter ønske, eller tørres og knuses til små stykker som man lægger under gruslaget. Al lergødning er langtidsgødning og holder mindst 6 måneder akvariet, og ofte i op til flere år. Lergødning som ligges i bunden blandes op med fint grus (50/50).

- Flydende gødning: Flydende gødning er kun nødvendig hvis man har planter som optager næringsstoffer via vandet eller hvis man ikke bruger bundgødning. Overforbrug eller forkert brug af flydende gødning kan give uønsket algevækst. Jeg anbefaler at gøde hver dag ved fodring, men kun meget lidt. Tropica har lavet en ny flydende gødning med kvælstof (N) og fosfor (P) som der nemt kommer mangel på i akvarier med mange planter i forhold til antallet af fisk.

- Flydende jern gødning: bruges jævnligt når planter bliver lysere i farverne. Jeg anbefaler at man tilføjer lidt en gang om ugen, også selv om at man kun har planter der optager næring gennem bundlaget.

Temperatur
Det er altid anbefalelsesværdigt at holde en vandtemperatur så tæt på rumtemperaturen som muligt for at undgå fordampning. Men dette er ikke altid muligt da mange akvarieplanter kommer fra tropiske egne og derfor som oftest skal have over 20 graders varme. 23-24 grader er den mest normale temperatur.

Det var hvad jeg havde at sige for denne gang. Jeg har kun taget det mest relevante med i denne artikel, så jeg satser på at der kommer en masse spørgsmål som kan føre til en version to.

Jeg håber at jeg har givet gløden videre og at der kommer en masse små planter ud af det.

Jon Jessen
kvikkid

kvikkid@jonjessen.dk