| 05 Maj 2009
Artsbegrebet
Gennem tiderne har arten været den 'naturlige' enhed i klassificeringen af levende organismer, såvel dyr som planter.
At definere, hvad det egentlig er for en enhed, man arbejder med, er straks vanskeligere. Man står med en enhed - en art - et begreb, der skal dække den endeløse variation af organismer, der findes.
Da dyr og planter har forskellig egenskaber, specielt hvad f.eks. angår forplantningsforholdene, forstå der ved en 'zoologisk' og en 'botanisk' art forskellige ting.
Siden Darwins 'Arternes Oprindelse' er det generelt accepteret, at artsdannelse er et fænomen, der stadi foregår. De fleste studier over artsdannelsesproblematikken har beskæftiget sig med diploide organismer og krydsbefrugtning. En del planter er dog hverken krydsbrrugtede diploider eller har normal kønnet formering.
I stedet for det gamle ordsprog 'undtagelsen bekræfter regelen' kan man sige, at undtagelsen er næsten ligeså almindelig som regelen. Der kan således være tale om selvbefrugtning, vegetativ formering, frøsætning uden befrugtning, eller forskellige former for kromosomvariation, der gør planter som gruppe meget uensartet.
De kriterier man lægger til grund for arten, vil således være forskellige fra tilfælde til tilfælde. Arten må betragtes som en tilnærmelse, hvis praktiske brugbarhed er indlysende.
Planter (individer) optræder i populationer, og det er studiet af individers og populationers variation og forplantningsforhold, der har ført til det, man kalder det 'biologiske artsbegreb'. I snævreste betydning omfatter det populationer, der er forplantningsmæssigt isolerede fra hinanden.
Den biologiske art kan være ret vanskelig at have med at gøre i praksis, da der er mange ting, der spiller ind. F.eks. forløber den forplantningsmæssige udvikling ikke altid parallelt med den ydre eller morfologiske forskel, og eksemplevis kan di- og tetraploide være vanskelige at kende fra hinanden. Alligevel kan de betragtes som gode biologiske arter.
Ved artsafgrænsningen tager man nu hensyn til så mange kriterier som muligt: morfologi, udbredelse, økologi, reproduktionsbiologi, kromosomtalsforskelle, sterilitetsbarrierer (der konstateres ved krydsningsforsøg) osv.
Selvom planter under forsøgsbetingelser kan krydses og give frugbart afkom, er det i sig selv ikke nok til, at de bør regnes til samme art. Der kan f.eks. findes morfologiske forskelle, eller hybrider kan ikke etableres i naturen.
Årsagen hertil kan være, at populationerne ikke mødes, så sterilitetsbarrierer aldrig er skabt, eller at krydsningerne af en eller anden årsag elimineres osv., og det vil så være 'naturligt' at henregne dem til hver sin art.
I de fleste tilfælde er man henvist til stadig at bruge et rent morfologisk artsbegreb, da man ikke ved ret meget om planterne, men ved intensive undersøgelser af det forhåndsværende materiale, vil man i de fleste tilfælde kunne komme frem til et brugeligt resultat.
I de tilfælde, hvor der forekigger en kontinuerlig variation, f.eks. over et stort udbredelsesområde, står man over for en situation, der kan være vanskelig at indpasse, og man vil som regel 'gøre arten større' og eventuelt udskille dele som underarter(subspeciees = ssp.) eller varieteter (var.).
Betegnelsen underarter bruges ofte om økologiske eller geografiske enheder, der dog visse steder kan være forbundne ved mellemformer. Varieteter har lavere rang end underarter, og forskellene er tilsvarende mindre, ligesom varietetsbegrebet ofte er blevet brugt som afvigende populationer eller planter.
Bortset fra de rent teoretiske aspekter vedrørende artsdannelse og evulotion er artsbegrebet et praktisk værktøj, der skal bruges i økologien og andre anvendte dele af botanikken.
Det vil således ofte være af begrænset praktisk værdi at operere med arter, der kun kan kendes fra hinanden ved kemiske, mikroskopiske eller forplantningsmæssige kriterier, der må fastslås under laboratorieforhold.