Så kom den endelig – den nye vandplantebibel fra Christel Kasselmann. Og 3. udgave er ikke blot en mindre opdatering af 2. udgave; her er faktisk tale om en helt ny bog som både er større og mere omfangsrig end 1. og 2. udgave.

CKbog-stor

Hovedparten af de 606 sider af bogen er en minutiøs beskrivelse af 450 akvarieplanter fra A-Z. Hver eneste plante er beskrevet med navn, navnets oprindelse, synonymer, udbredelse, botanisk beskrivelse, og det mest essentielle - hvordan planten passes i akvariet og hvilke krav den stiller. Det er helt unikt at planterne er fotograferet i deres undervandsform, efter at de har groet lang tid i akvariet! Langt de fleste andre opslagsværker bringer fotos af planter der er dyrket overvand på et gartneri og blot sat under vand umiddelbart ført fotoet blev taget. Her præsenteres planterne med deres rigtige undervandsblade og med de farver som den erfarne akvarist med rimelighed kan forvente planterne optræder med efter nogen tid under vand.

I forhold til 2. udgave er der kommet yderligere 70 sider med denne slags plantebeskrivelser. Nogle af de områder hvor der kommet markant flere planter til er gruppen af levermosser og mosser, som har opnået kolossal popularitet igennem de seneste 10 år.
Her er denne bog for alvor med til at rydde op i navneforvirringen. Andre nye arter inkluderer populære planter som Staurogyne repens, Pogostemon helferi, Nesaea triflora og Myriophyllum mezianum. I det hele taget har en masse planter skiftet navn, og en komplet oversigt kan ses på Christel Kasselmann’s blog på www.blog.christel-kasselmann.de. Et godt eksempel er en af de almindeligste akvarieplanter Echinodorus bleheri (bredbladet sværdplante) som nu hedder Echinodorus grisebachii 'Bleherae'. Og den populære Echinodorus tenellus er blevet flyttet til en helt anden slægt så den nu hedder Helanthium tenellum.
Enkelte navneændringer er formodentlig kontroversielle, men med kendskabet til Christel Kasselmann's grundighed og erfaring fra tidligere bøger, vil tiden sikkert vise at det er netop de navne vi i den kommende tid må vænne os til at bruge.

Christel Kasselmann har over 30 års erfaring som planteakvarist og hun er en anerkendt amatørbotaniker. I denne bog videregiver hun sine erfaringer og viden om de enkelte planter som ingen anden vil være i stand til.
Nogle af planterne har hun faktisk selv fundet og videnskabeligt beskrevet sammen med fagbotanikere. Hendes enorme erfaring fra naturlige voksesteder overalt i troperne videregiver hun på bogens første 25 sider.
Her beskriver hun 63 forskellige biotoper (mod kun 12 i 2. udgave), og hovedparten af disse lokaliteter har hun selv besøgt. Der er yderlige 25 siders tabeller med vandkemiske analyser – og så helt unikt også analyser af substratet som planterne er fundet i på deres naturlige voksesteder.
Analyserne er troværdige og konsistente da de alle er gennemført af et anerkendt laboratorium, og ikke som det er almindeligt med amatørtestkit i felten.

Alt i alt er der tale om en bog som enhver seriøst planteakvarist bare må have!

De tidligere tyske og den engelske udgave af bogen er gennem årene blevet til refference bogen for akvarieplanter! For at denne bog skal opnå den udbredelse som den rettelig har fortjent er det vigtigt at den også kommer i en engelsk udgave! Ellers vil de der foretrækker engelsk stadig være henvist til den tidligere udgave der udkom i 2003.


Aquarienpflanzen - Christel Kasselmann
Datz-Aquarienbücher - Reihe
År 2010. 606 Sider, 3. omarbejde og udvidede udgave, 705 farvefotos
ISBN 978-3-8001-5855-3. Ulmer Verlag

Bogen kan købes her:

www.datz.de

www.amazon.de

www.christel-kasselmann.de

www.ulmer.de

59,90

Anmeldt af Claus Christensen og Ole Pedersen