Det åbne akvarium uden dækglas, med lamperne hængende over akvariet, giver akvariet en ny dimension og bedre mulig hed for have akvarieplanter, der sætter blomster og blade over vandet. Giver det nye problemer med luftfugtigheden i hjemmet? Hvad med udtørring af akvarieplanternes blade, og hvilke planter er egnede til sådanne akvarier?
Det åbne akvarium er mit favoritakvarium! Det giver en ny dimension i akvariet og i stuen, hvor det står. Man kan iagttage flydeplanter, se blomstrende vandplanter som Nymphaea (åkander), og mange akvarieplanter kan vokse op over vandoverfladen og giver hermed en meget dekorativ virkning. Der er desuden større mulighed for at lave en spændende belysning. Men det smukke åbne akvarium påvirker indemiljøet i højere grad end det lukkede akvarium. Om det er i positiv eller negativ retning afhænger lidt af forholdene.
Luftfugtighed
Et afskrækkende eksempel på, hvor galt det kan gå, var en akvarist, der havde et åbent akvarium på ca. 800 l i et 16 m2 værelse. I akvariet havde han Discusfisk og vandtemperaturen var på 28 grader. På grund af akvariets størrelse og den store fordampning, som var ekstra stor p.g.a. den store temperaturforskel imellem vand og luft, samt det lille værelse opstod der store problemer! Tapetet mugnede og der var konstant dug på vinduerne. Normalt giver det dog ikke de store problemer, hvis blot følgende regler overholdes: Akvariets overflade bør ikke udgøre mere end 2% af stuens areal, d.v.s. højst et 500 l akvarium i en 40 m2 stue. Temperaturforskellen imellem vand og luft bør som regel ikke overstige 5 grader. Der har været problemer med varme akvarier i uopvarmede rum om vinteren, da fordampningen stiger voldsomt med temperaturforskelens størrelse. Man bør desuden udlufte stuen ofte. Luk for varmen i stuen og åbn vinduerne i 15 minutter. Det forhindrer for stor luftfugtighed og er desuden tilrådeligt af hensyn til indemiljøet, uanset om man har akvarium eller ej. Flydeplanter er med til at dæmpe fordampningen, da de skaber mere stillestående luft over akvariet.
Jeg har spurgt forskellige forskere, der arbejder med sundhed og luftfugtighed. Den seneste forskning viser, at mennesket i sig selv ikke kan registrere variation i luftfugtighed indenfor 30-70 % relativ fugtighed.
Når luften føles tør eller fugtig inden for disse grænser, skyldes det andre faktorer som for høj temperatur, meget støv i luften eller gasarter, der frigives fra materialer i rummet (byggematerialer, gulvtæpper, malinger m.v.). Det vil sige, at mennesker normalt ikke vil mærke den stigning i luftfugtigheden, som et åbent akvarium forårsager.
En undersøgelse viser, at følges anbefalingerne ovenfor, giver det en forhøjelse på under 5% af luftfugtigheden. Det kan desuden nævnes, at et menneske i gennemsnit afgiver 2,5-3,0 liter vand til boligluften per døgn (sved, bad, madlavning m.v.), så hvis akvariet fordamper 15-20 liter vand om ugen, svarer det til at der bor en person ekstra i boligen. For at der kan fordampe så meget fra et akvarium skal det typisk være på 800-1000 1iter.
Visse allergikere er meget følsomme overfor mikroorganismer (svampe m.v.) og de stoffer, som disse organismer afgiver. Men også her viser det sig, at mikroorganismernes vækst er uafhængig af den relative luftfugtighed. Tidligere mente man, at disse organismer ikke kunne trives ved en luftfugtighed på under 70%. Det der imidltertid har betydning for disse organismer er mikroklimaet i og på det materiale, hvor de lever.
Mikroklimaet påvirkes dog ikke så meget af den aktuelle luftfugtighed i rummet som tidligere antaget. Akvarier (inklusive de åbne typer) har været undersøgt i forbindelse med allergier. Det viser sig, at i ganske få tilfælde har et akvarium haft negativ virkning, men ikke p.g.a. luftfugtigheden i sig selv.
Problemet opstod oftest i forbindelse med sivende utætheder, der gav fugtigt gulv og dermed svampedannelse. I andre tilfælde er folk blevet allergiske overfor røde myggelarver (det skyldtes det røde farvestof hæmoglobin, der kan udløse en kraftig allergisk reaktion). Ud fra indeklimaforskningen kan man derfor konkludere, at hvis man holder øje med mugdannelser (bl.a. som følge af utætheder og evt. kondensvand på vægge som i øvrigt også skader bygningen), må de åbne akvariers største effekt være en positiv, afslappende effekt af psykisk karakter!
Lys
Der findes flere typer lamper, der kan anvendes til det åbne akvarie. Ulempen ved nogle af disse lamper er, at de spreder en del lys ud i stuen, hvilket virker blændende og giver et lidt koldt skær i stuen. Disse problemer skyldes ofte, at lamperne hænges alt for højt over akvariet. Der bør vælges lamper med effektive reflektorer så lyset rettes ned i akvariet og ikke ud i stuen. Lamperne sænkes så langt ned, at selve strålebundtet rammer vandoverfladen. I Tyskland fås der metalhalogenlamper, som er så gennemførte, at der kun slipper lidt lys uden for akvariet. Små lavvolts halogenspot, der er meget populære i øjeblikket, kan give en fantastisk smuk effektbelysning på enkelte planter. De kan specielt bruges til at lave en belysning skråt ind fra frontruden, hvilket giver mange fisk en helt ukendt farvepragt, når refleksionerne rigtig ses! Men normalt er disse små halogenlamper for svage til at give vækstlys til akvarier over på over 100 liter.
Planterne, der vokser op over vandoverfladen, kan have tendens til udtørring hvis luftfugtigheden i stuen er lav eller de er for tæt på lyset. Med en vandforstøver kan man sprøjte bladene med vand et par gange om dagen, mens skuddene er nye - derefter klarer de sig som oftest uden problemer. Man kan dog komme ud for, at enkelte planter ikke kan tilpasses overvandslivet.
Der er et væld af planter, der egner sig specielt til det åbne akvarium – formodentlig ca. 50% af alle solgte akvarieplanter! Jeg vil her kun nævne nogle af mine favoritter: Echinodorus-arterne grandiflorus og cordifolius 'Tropica Marble Queen' (sidstnævnte da den over vand udvikler en kraftig marmorering og har en stor modstandsdygtighed over for tør luft). Hygrophila-arterne og alle flydeplanterne viser først deres pragt i det åbne akvarium. Selv rene undervandsplanter som f.eks. Vallisneria ses bedre og mere naturligt fra oven.
Fiskene
Nogle fisk kan finde på at springe ud af akvariet! Dette kan delvist undgås ved at have en del flydeplanter på overfladen. Det ser dekorativt ud og det giver fiskene en større tryghed, så de ikke så let fristes til at springe. Fisk, der har stor tilbøjelighed til at springe, bør undgås. Vil man have disse fisk i det åbene akvarium, kan problemet løses ved at lave en vandret glaskant på ca. 5 cm hele vejen rundt langs kanten. Så mit svar på ovennævnte spørgsmål må være: Lav trygt et åbent akvarium!
af Claus Christensen ©
Bragt med tilladelse

